Workplace Denmark

Arbejdstilsynet står bag en hjemmeside, som skal fortælle udenlandske virksomheder og udstationerede arbejdstagere, hvilke pligter og rettigheder de har, når de skal arbejde midlertidigt i Danmark.

Navnet på hjemmesiden er Workplace Denmark, og den findes indtil videre i en engelsk og en dansk version. Hjemmesiden er produceret i samarbejde med Beskæftigelsesministeriet, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, SKAT og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Indholdet på hjemmesiden

Hjemmesiden er delt ind i fire hovedområder:

  • Arbejdsvilkår
  • Sundhed og sikkerhed
  • Skat og moms
  • Regler om udstationering.

Inden for de fire områder er der information om rettigheder og pligter i forbindelse med det midlertidige arbejde i Danmark samt henvisninger til relevante regler og lovgivning. Der er også kontaktoplysninger til andre myndigheder og organisationer, som kan være behjælpelige med information.

Det er muligt via hjemmesiden fx at anmelde arbejdsskader, at søge om anerkendelse af udenlandske erhvervskvalifikationer og anmelde sig til Registeret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT).

Baggrunden for hjemmesiden

Hjemmesiden er en udmøntning af EU’s håndhævelsesdirektiv. Direktivet pålægger medlemslandene at sørge for klar og lettilgængelig elektronisk information om de regler, der gælder for udenlandske virksomheder og medarbejdere, som midlertidig arbejder i et medlemsland.

Arbejdstilsynet er udpeget som forbindelseskontor og har dermed ansvaret for at koordinere arbejdet med at informere udenlandske virksomheder og arbejdstagere om reglerne for udstationering til Danmark.

Læs mere

Her kan du se den nye hjemmeside:
https://workplacedenmark.dk/